Velkommen til, soldater og satanister! I det Herrens år 1914 er krig reglen - ikke undtagelsen. I det franske rige ulmer ondskaben lige under overfladen. Fluernes herre vokser sig stærkere mod syd, i Avignon hvor den gudsbespottelige antipave regerer. For hver dag der går spredes den Sorte Gral længere mod nord: marker forvandles til levende tæpper af kryb og kravl; hele landsbyer kvæles som spædbørn i vuggen; lokale lensbaroner gribes af vanvid, frygt eller begge dele.
Den franske krone - domaine royal - må skride til handling, hvis riget skal overleve. Men i takt med at franske tropper sendes mod syd for at holde antipaven stangen viser en ny katastrofe sit grimme ansigt: Paris, kronelandenes juvel, står ganske ubevogtet!
Opportunistiske afgudsdyrkere og andre infame kræfter er ikke sene til at liste sig ind i hovedstaden medens byportene står på klem.
- Jernstormens Ryttere, hemmelighedsfulde østerlændinge, bevæger sig langs skyggerne i Paris' gader, på jagt efter hellige relikvier og andre sjældne skatter.
- Den Vilde Feberjagt, ledet af den sortsjælede feberprins, Aymon-Renaud Brondel, brager mod bymurene og spreder Gralens forbandelse i et forsøg på at vinde hæder og status hos antipavens hof.
- Alt i mens benytter en kættersk forsamling af djævletilbedere sig af optøjerne til at male byen rød med de uskyldiges blod. De kendes kun som Den Kaotiske Legion - og det med god grund.
Situationen er betændt. I desperation må det royale krigshof kalde på gamle allierede, indløse historiske tjenester - og udlove store pengesummer til handlekraftige lejesoldater, med eller uden Kristus i hjertet. Det varer ikke længe før de første forstærkninger melder sig på banen i Paris' belejrede forstæder.
- Fra Irland ankommer The Merry Men - en gruppe lystige lejesvende som ikke tøver med at berige deres lommer med fransk guld - og deres fjender med irsk bly.
- Trods politiske og religiøse uoverensstemmelser har Den Trætteløse Trommes Orden også meldt sig på banen. De bøhmiske bondesoldater ledes af den tungsindige Petr Húska - også kendt som Statuen.
- Men selv uden soldater er Paris aldrig uden vogtere. Bestyrtet af byens trængselstid og de mange udefrakommende - kristne såvel som kættere - flokkes lokale ildsjæle til en ny pilgrimsbevægelse: Krigerjomfruens Sværdsakramente. I krigshelgenen Joan d'Arcs navn indkalder pøbelprofeterne til hellig krig mod Frankrigs fjender.
Således ligger altså det franske land i det Herrens år 1914. Kristendommens fjender står for døren. Blod, hæder og utrolige rigdomme venter de udvalgte - kun pinsel og død til alle de andre.
Velkommen til! Dette er vores nye kampagneside. Systemet er stadig under aktiv udvikling, så fejl og mangler kan forekomme. Samtidig mangler vi den første håndfuld kampe fra før systemet blev lavet - måske kan vi tilføje dem retroaktivt, selv hvis rapporterne ikke kommer til at reflektere de egentlige forhold.
Ellers er det bare om at klø på. Alle kan oprette kamprapporter og så skal modstanderen godkende detaljerne. Jeg synes det kunne være hyggeligt at få gang i historiefortællingen igen - det kunne eventuelt være en grund til at gå tilbage og tilføje de gamle kampe.




